Om mig
Jeg er psykoterapeut MPF, supervisor og socialrådgiver med mere end 20 års erfaring i arbejdet med mennesker, relationer og komplekse livssituationer. Jeg er uddannet socialrådgiver, efteruddannet i narrative samtaler ved DISPUK, certificeret supervisor og coach ved Inpraxis samt uddannet psykoterapeut MPF fra Psykoterapeutisk Institut.
Gennem mit arbejdsliv har jeg mødt mennesker, der har stået i livskriser, oplevet belastende relationer eller levet med følgerne af traumer og vold. Især har jeg mange års erfaring med mennesker, der har levet i psykisk, fysisk eller seksualiseret vold, og med de spor, utrygge eller ulige relationer kan sætte i selvforståelsen, kroppen og relationerne til andre.
Samtidig ved jeg, at vi ikke behøver at have oplevet noget ekstraordinært for at få brug for terapi. Nogle gange mærker vi, at livet er blevet svært, at relationer slider, eller at vi har mistet kontakten til os selv. Uanset hvad der bringer dig hertil, er du velkommen.
Det er vigtigt for mig, at du oplever mødet med mig som et trygt og roligt sted, hvor der er plads til hele dig. Et sted, hvor du kan komme med det, der er svært, uden at skulle præstere eller have svarene på forhånd.
Jeg møder dig med nærvær, respekt og nysgerrighed, og sammen undersøger vi det, der fylder, i et tempo, der giver mening for dig. Jeg tror på, at mennesker udvikler sig bedst, når de bliver mødt med ægte nysgerrighed, respekt og en oplevelse af ikke at skulle klare det hele alene.

Mit faglige ståsted og tilgang
Jeg tror ikke på, at én metode passer til alle mennesker. Derfor tager jeg altid udgangspunkt i dig, din historie og det, du kommer med.
Jeg arbejder integrativt og oplevelsesorienteret og tilpasser terapien eller supervisionen til den enkelte. Mit arbejde er inspireret af fænomenologiske, neuroaffektive, emotionsfokuserede, narrative og eksistentielle perspektiver.
For dig betyder det, at vi sammen undersøger de erfaringer, følelser og mønstre, som præger dit liv, med blik for både tanker, følelser, kroppen og de relationer, du indgår i.
Jeg er optaget af, hvordan vores erfaringer former os. Det, vi har oplevet gennem livet, kan sætte spor i den måde, vi tænker om os selv, reagerer følelsesmæssigt og er sammen med andre. Samtidig rummer vi alle en evne til udvikling, når vi får mulighed for at forstå os selv i et trygt og respektfuldt rum.
I terapien og supervisionen arbejder vi med hele mennesket. Nogle gange er ordene det vigtigste. Andre gange er det kroppens signaler, følelserne eller relationerne, der viser vejen. Sammen undersøger vi det, der fylder, uden at presse på for hurtige løsninger, men med tillid til, at forandring kan vokse frem, når der bliver plads til at være med det, der er.
For mig handler terapi ikke om at blive en anden, men om at få mulighed for at leve mere i overensstemmelse med den, man er.
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte mig. Sammen kan vi tage en indledende snak om det, der fylder hos dig, og mærke efter, om jeg er den rette til at støtte dig videre.
Tlf. 60152137